onsdag den 7. marts 2012

Kan du sammenligne dig med chili?

Åååååh, at identificere sig med nogle af chilien´s egenskaber!
Jeg svømmer over af kærlighed til både chilien og mig selv.
 
Er nedenstående en beskrivelse alene af chilien, eller ser du også en kobling til dig selv?

Smuk og farverig - det glatte, skinnende ydre, som rummer så meget indeni.

Fuld af overraskelser - mild eller stærk idag?

Sætter gang i festen - jo mere der gives, jo mere der  skabes.

Fristende stærk og fyrig - det handler om at kunne balancere.

Den ene dag, det bærende element, som holder hele baduljen kørende -  den anden dag, det lille strejf af noget magisk, som gør hele forskellen.


Jeg elsker hele processen ved at dyrke mine chili. Lige fra udvælgelse af sorter, såning af frø, omplantning og til sidst at slippe de små planter fri i drivhuset. At se et lille bitte blegt frø vokse sig til en stor plante, som bidrager med så meget vidunderligt - chilifrugter og oplevelser. Det er intet mindre end fantastisk, hvad sådan et lille frø kan blive til - med den rette timing, omsorg og kærlighed!

Sidder og nyder min chili-latte - dobbelt espresso tilført skummet rismælk og et magisk touch af mit "kaffe-drys".

Hurra for sidste sommers chilihøst, for jeg har hele efteråret haft disse smukke chilier hængende og nu har jeg adgang til "uanede" mængder af tørret chili.

"Magisk kaffe-drys"
Tørret chili
Kardemomme-kapsler
Rørsukker
Kakao
Vaniljepulver

Klip chili i små stykker og stød det i morteren med frøene fra kardemomme-kapslerne samt sukker. Bland det efterfølgende med kakao og vaniljepulver. Blandingsforholdet er jo efter smag og temperament - mit blev stærkt, så nogle af mine buddys foretrækker kaffen med lidt pulver og ekstra sukker/sirup. I et lufttæt glas med herligheden og så ellers igang med at brygge kaffen.

 

torsdag den 8. september 2011

Gulerodens charme og stemmernes kamp

Er der noget som en dejlig svampet og vel krydret gulerodskage?

Ja - to!


"Hm, nå - er der ikke noget med du har skruet op for sundheden, eller hva?!", siger min ven. "Der er da vist gået kage i det, med alt det sukkerstads". Min ven, altså hende den lidt irriterende stemme indeni, som absolut prøver at punche mig, hvis ikke alt går fuldstændig efter hendes hoved. Hun ser alt som enten sort eller hvidt.


"Ah, ja rolig nu. Der er skam både gulerødder, blandede nødder, kokosolie, citron saft+skal i disse kager OG jeg har jo ikke ligesom spist begge kager selv, vel? De blev delt og nydt i godt selskab af familie og venner", siger en af mine andre venner. Altså hende, der med sin stemme indeni mig altid prøver at sætte tingene lidt i perspektiv og hjælper mig med at holde balance i tingene.


Ain´t Life Great?!

mandag den 5. september 2011

Cup cakes med kaffe og rå kakaobønner

Yummi, jeg er vild med disse cup cakes!

Rigtig mange smagsnuancer uden tanke på begrænsningens kunst. Passionen fik frie tøjler og synes egentlig tingene går op i en højere enhed.

Opskrift - ca. 16 stk
300gr sigtet speltmel
2 tsk bagepulver
125gr rørsukker
2 spsk kakaopulver
1 tsk vaniljepulver
1/2 tsk kanel
1/2 tsk kardemomme
1 spsk fintmalet espressobønner
1 tsk groftmalet rå kakaobønner
1 æg
25gr smeltet smør
2 spsk kokosolie
2-2,5 dl mælk

Alle de tørre ingredienser sigtes ned i en skål og blandes godt. Tilsæt æg og resten af ingredienserne og rør blandingen godt sammen med en grydeske til en glat og luftig dej.

Fyld muffinsforme halvt op og bag ca. 15 min. ved 190gr.

Rør 1 bæger mascarpone sammen med 1-2 spsk Baileys. Sprøjt eller smør topping på kagerne og pynt med 1 hel kaffebønne.

Kan "Madpakke-helvede" blive lidt mere himmelsk?

En rigtig dejlig veninde gav stof til eftertanke med sit udbrud:
"Åh, tilbage til madpakke-helvede"!

Støder vi ikke alle af og til på "Madpakke-helvede" følelsen?
Jeg bekender mig periodevis til følgende snigende, lettere depressive tanker omkring mine børns madpakker:
  • Hvad skal jeg finde på? De må da være trætte af at få det samme og samme med i madpakken altid.
  • Nu skal jeg altså også snart have lidt mere sundhed kastet ind i de madpakker.
  • Hvis jeg laver en masse fine ting,så er de garanteret ikke så fine om mange timer, når de skal spises.
  • Det tager frygtelig lang tid at lave noget specielt, hm, så det må lige blive det sædvanlige - igen...
  • Bliver madpakken nu spist, hvis jeg går rigtig kreativt til værks. Har de tid til at spise den?
Heldigvis er mine børn rigtig glade for rugbrøds-madder med de vanlige gulerods-og agurkstave ved siden af. Meeeeeeen......lidt variation er nu aldrig nogen skade til. Det behøver ikke nødvendigvis være særligt fancy.

En lækker frokostbolle er et hit:

Grovboller med forskelligt krydderi:
paprika, oregano, nigella frø og lavendel

Nu er jeg jo vild med mad fuld af farver!

Så, jeg starter med en pyntet grovbolle, der smøres med et tyndt lag øko mayonaise. Lægger salat, strimlet gulerod og agurk på den nederste del. Herefter yndlingspålæg´et - f.eks krydret spegepølse eller serano skinke, tunmousse eller ost? Så et lag salat, strimlet gulerod og agurk igen og bollen lægges sammen.
Et stramt lag film omkring bollen, så holder den sig frisk og saftig til den skal spises.



Simple ingredienser som mange børn bedst kan lide det.

Grøntsagsstrimlerne, som er lavet med en tyndskræller, holder bollen lækker og saftig og der behøves egentlig ikke dressing.


onsdag den 31. august 2011

Genbrugs-lasagne

Madsvin - uh, det er grimt!

"Rester mig her og der" - "der er alligevel ikke nok tilovers til os alle" etc.........???
Been there, done that. Nu tænker jeg: "det kan vel altid bruges til et eller andet".

Jeg hader at smide god mad ud og hvorfor også det? Det er ikke helt dumt at jonglere med resterne, for ofte får man jo et fantastisk godt måltid ud af det. Alle de gode råvarer som har stået og trukket smag. Ja der er vel nærmest kun én ulempe: det er så at sige umuligt at rekonstruere retten.
 
Aftenens lasagne blev til af følgende:

Rødløg, hvidløg, hakket oksekød, en slat rødvin,
dåsetomat, bladselleri, salt, peber, oregano,
basilikum, friske spinatblade og fuldkorns lasagneplader.

Guld fra haven: lilla bønner, cherrytomater, peberfrugt og chili.

Guld-resterne fra køleskabet: lidt tomatsuppe,
fåre/gede feta, ricotta/spinat fyld fra raviolien
igår og den smukke persillepesto fra i forgårs. 
Nåede ikke at tage et billede af lasagnen efter den kom ud af ovnen, for vi kastede os over den og spiste med absolut velbehag. Masser af saft og kraft og skønne smagsnuancer. Så det var en af de reste-retter, der endte sine dage som en succes!

Smoothies - ren kærlighed!

Smoothies er absolut min favorit morgenmad og har været det længe. Jeg ligefrem mærker hvordan tænderne løber i vand, mens jeg samler ingredienserne. Smukke farver, skønne næringsstoffer der skal ind i min krop og så det "lette" måltid, som ikke gør mig træt og tung, men mæt langt op af formiddagen. En håndfuld blandede nødder som snack ved siden af - så er det jo en ren fest!

Basis til en morgenmads-smoothie: frossen frugt/grønt, væske, kanel, proteinpulver og olie. Herudover leges med tilsætning af alt fra revet ingefær, persille, vanille, chili, kaffe, citronskal, hyben, skovsyre, mælkebøtte, citronmellise........listen er uendelig og afhængig af årstiden, dagens inspiration og humør!

Det er ren kærlighed til min krop!



En af de grønne - 2 store glas 
4 kugler frossen spinat
1 lille håndfuld frosne tropiske bær (ananas, mango)
1 sød og saftig fersken
Lidt fintrevet skal af lime
2 dl appelsinjuice
1 tsk kanel
Blendes godt og mens det kører tilsættes 1 spsk proteinpulver og til sidst 2 spsk olie. F.eks hørfrøolie eller blandingsolie (Udo´s choice eller Livets olie)

Pink power - 2 store glas
1 stor håndfuld frosne solbær
2 kugler frossen spinat
saft af 2 røde grapefrugt (suppler evt. med anden væske)
1/2 moden banan
1 tsk kanel
1/2 vanillepulver
Blendes godt og mens det kører tilsættes 1 spsk proteinpulver og til sidst 2 spsk olie

Lyserød eftermiddagsmagi til børnene - 4-6 glas
300gr frosne jordbær
4 dl appelsinjuice
2 dl kærnemælk
2 modne bananer
3 tørrede dadler
1 1/2 tsk kanel
Praktisk tip: Lav en god stor portion og gem lidt til eftermiddagsdrik, køreturen hjem eller hvornår der nu er brug for lidt ekstra energi. Gemmes nemt i lufttæt glas/flaske i køleskabet eller i en lille termokande og skal bare lige rystes eller røres op med en ske.

onsdag den 24. august 2011

Sommer lagkage

Er der noget som skønne farverige sommerbær? De kan gøre de fleste lagkager til et lille kunstværk. Og så giver de et friskt og farverigt, sødt/syrligt touch.

Denne smukke kage blev til 75 års fødselsdagslagkage - der var nok til ca. 10 personer.


Kagebund:
3 æg
200gr rørsukker
150gr sigtet speltmel
1 tsk bagepulver
200gr rå marcipan
Reven skal af 1 øko appelsin

Pisk æg og sukker godt og vend mel og bagepulver i. Riv marcipanen groft og vend den og appelsinskal
forsigtigt i dejen. Bages i smurt springform ca. 30 min ved 175gr



Creme:
1 bæger mascarpone
Flødeskum af ca. 2 dl piskefløde
1-2 tsk Baileys
Mascarpone, flødeskum og Baileys røres sammen og smøres på den afkølede kagebund.

Pynt med friske bær eller frugter. Her er brugt jordbær, solbær og hjulkroneblomst og lidt ekstra flødeskum til nogle af jordbærrene. Slip fantasien løs.

Marcipanbunden med appelsinskal giver et dejligt frisk og på samme tid robust modspil til cremen og bærrene. Kagen er en af de forholdsvis nemme at fremstille - så, go for it!