søndag den 23. september 2012

Rakott zöldbab - ovnbagt ret med ris, bønner og kød

Rakott zöldbab - tilbage i DK, klar til ungarnsk mad!

Efter 1 uge i Ungarn, har jeg selvfølgelig ungarsk kogebog med hjem - slæber altid opskriftsbøger med hjem fra udlandet, for jeg elsker inspirationen.

Rakott zöldbab er en sammensat ret, bagt i ovnen. Kan absolut anbefales - måske Ungarns svar på Italiens lasagne?

Jeg tænker den kan varieres i det uendelige med forskelligt kød og forskellige grøntsager.

Navnet henleder dog til ret med grønne bønner.




Ingredienser:
200g ris, jeg valgte brune basmati
3 mellemstore løg i små stykker
4 fed hvidløg i små stykker
1 porre i små stykker
Lidt bacon i små stykker
500g skinkefars
700g bønner, f.eks haricot verts, friske eller frosne
1 æg
5dl creme fraiche, 18%
100g revet ost
paprika
chili
salt
peber
Lidt smør til formen





Kog risene halvvejs færdige ud fra opskriften på posen.

Bruger du friske bønner, så kog dem op et par minutter i en gryde.

Svits paprika, løg, hvidløg, porre og bacon, f.eks i en stor pande, i et par minutter. Tilsæt kød og chili og lad det brune med nogle minutter. Tilsæt risene, inkl. det vand de er kogt i, og rør det godt sammen. Smag til med salt og peber. Pisk ægget og vend det i massen i panden og lad det simre lidt. Tilsæt halvdelen af creme fraichen.

Smør en form eller et fad og læg et lag grønne bønner i bunden, fordel herefter et lag af ris/kødmassen henover og gentag med bønner og ris/kødmasse. Fordel resten af creme fraichen over retten.

Bages i ovnen ved 180 grader (165 grader, varmluft) i ca. 25 minutter. Fordel så 100g revet ost henover retten og bag videre i ca. 10-12 minutter.

Bliver der en rest tilovers, er jeg sikker på den smager mindst lige så godt dagen efter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar