lørdag den 4. august 2012

Gerbeaud´s fantastiske kager

Træder indenfor og husker så tydeligt. Glædeligt gensyn. Mine mundvige trækkes op og de forventningsfulde sommerfugle i maven rører på sig.

Den overdådige indretning med de mørke træpaneler, de smukkeste krystallysekroner og de mange spejle. Salonerne som ligger som små perler på en række - opdelt af smukke tunge gardiner. Traditionerne af allerfineste slags, som er holdt i hævd i mange mange år.

Stedet oser af historie og jeg forestiller mig hvordan livsnydere siden 1858 har beriget livet med et besøg her. Hvordan de også har stået overfor det svære valg - hvilken af disse vidunderlige kager skal jeg vælge?

Denne gang besøgte jeg den historiske Café Gerbeaud i Budapest sammen med familien. Med sanserne vakt, af alle de smukke kager, valgte vi hver især med hjertet og endte med 4 forskellige.

Min ydmyge beskrivelse nedenfor, yder sikkert ikke kagerne retfærdighed - de var virkelig virkelig lækre!

Orange Caramel Slice
Knasende krokantagtig bund kombineret med blød,
luftig karamel mousse. Sød og alligevel lidt syrlig
med et touch af orange.

Royal Valrhona Chocolate
Sprød, knasende og alligevel blød.
Let og alligevel tung, dyb chokoladesmag.
Helt fantastisk sammen med en kop god stærk kaffe.
Strawberry Dream
En drøm af marcipanbund, jordbær mousse
og vanilje/fløde overtræk.
Baileys Cake
Den blanke skat, med guld på toppen, rummer
en dyb smag af Baileys, luftig creme kombineret med
smag af mørk chokolade.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar