onsdag den 19. oktober 2016

Ja, ja - dig og dine vaner!





Eller kunne jeg vælge, at se det som et ritual?
Måske endda et selvkærlighedsritual?
Et ritual jeg gentager dagligt, af kærlighed til min krop og sjæl.

Se, så får det for mig en ganske skøn klang.

Utallige undersøgelser viser, at citron med dens næringsstoffer gør meget godt for os - bla. for vores immunforsvar, hud, fordøjelse og afgiftningsevne.

Så det nærer min sjæl og min krop at starte morgenen med dette ritual:

River skallen af 1 citron og gemmer det til min smoothie.

Presser saften af citronen i 1 eller 2 store glas. 

Koger vand og lader det køle lidt af  eller blander med koldt til ca 40 grader. Hælder i citronsaften og starter dagen på en god måde.


Ritualet tager ikke lang tid og så er jeg jo også allerede igang med at forberede min smoothie. Citronskallen ryger i blenderen sammen med andre gode sager - her f.eks frosne blåbær og hindbær, gurkemeje, ingefær og hvad du ikke kan se på billedet: kanel, proteinpulver, rismælk og lidt olivenolie.

Og hvis du ikke lige er til smoothie, ja så gik citronskallen bare tabt den dag.


søndag den 23. marts 2014

Glutenfrit brød med soltørrede tranebær

Så utroligt nemt og så er der ryddet ud i resterne i opbevaringsglassene!

Faldt over en opskrift på Stenalderbrød og brugte den som inspiration. 

Sammensætning: 
400gr kerner - valgte solsikke, sesam og hørfrø
200gr nødder - valgte valnødder og hasselnødder
5 æg
1 dl olie - valgte olivenolie
2 tsk salt

Jeg tilsatte en rest soltørrede tranebær og de viste sig at give et dejligt syrligt pift til brødet.

Blandede alle ingredienser og fyldte i en lille rund springform (godt smurt) - 160gr, ca 1 time.

Smager ualmindeligt godt og glæder mig over et brød med proteiner, fedt og fibre fremfor kulhydrater.

Dejligt alternativt for en ivrig knækbrødsspiser. 



fredag den 23. august 2013

Knækbrød med cacaonips og kokospalmesukker

2 ret forskellige knækbrød baseret på 1 grunddej



Eksperimenterede idag med 1 portion dej, som skulle blive til 2 forskellige slags knækbrød. En variant god til humus, pålæg og ost og en variant til den søde tand og den dejlige kaffe.

Grunddej:
1 dl ruggryn
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl græskarkerner
1 dl kokosmel
1 tsk bagepulver
1 tsk salt
3 dl fuldkornsrismel
1 dl olivenolie
2,5 dl vand

Bland først de tørre ingredienser og tilsæt olie og vand. Del dejen i 2 portioner.

1. variant tilsatte jeg 2 spsk blå birkes
2. variant tilsatte jeg 1 spsk cacaonips og 1 spsk kokospalmesukker

Hver dej rulles tyndt mellem 2 stykker bagepapir - det passer med 1 bageplade til hver variant.

Bages ca 20 minutter ved 190 grader varmluft.

Jeg synes de er klar, når de er hårde/sprøde uden at blive for brune, men hold godt øje med hvad der passer dig bedst.

torsdag den 22. august 2013

Uforskammet lækker - spise eller scrubbe?

Selvforkælelse!


Der er dage hvor krop og sind bare trænger til at blive plejet. 

Inspireret af en tv-udsendelse, hvor der blev lavet naturlige scrubs til kroppen, gik jeg på jagt i køkkenskabenes vidunderligheder.

Blandede kokosmel, mørkt rørsukker, lidt groft salt, revet citronskal, revet frisk ingefær og lidt kanel i en skål og tilsatte olivenolie.

Lutter gode sager til både krop og sjæl.

En herlig duft bredte sig!





Stearinlys, kold Asti, blomster, yndlingssten og så 
ellers den lækre scrub-maske. 

Skrubbede hele kroppen og stod virkelig i badet, 
indhyllet af den skønneste duft. 

Mærkede hvordan huden blev blødere og blødere.

Efter grundig skyl sidder jeg nu og nyder min bløde og velduftende hud.

Resten af masken - ja den er gemt i køleskabet. I morgen vil jeg overveje, om den skal i de knækbrød jeg har tænkt mig at bage eller om den skal gemmes til endnu en omgang selvforkælelse.


fredag den 9. august 2013

Franske minder samlet i raw kage

Har taget en masse vidunderlige ferieminder med hjem fra Frankrig.

Smag, dufte og glæde vælder ind over mig. Har drukket kaffe i selskab med de dejligste mennesker, spist skøn chokolade og hver morgen har den stået på solmodne ferskner. Næsten overalt har jeg nydt synet af frisk og tørret lavendel.

Er fyldt op af herlighed, kærlighed og taknemmelighed.


Så vel hjemme i Danmark igen og med en dejlig veninde på vej til kaffe, tjekkede jeg køleskab og køkkenskuffer. Målet var at lave en lækker kage fyldt med mine vidunderlige minder. Her kommer resultatet:

Bund:
100gr dadler
 50gr mandler
 50gr hasselnødder
1 spsk hele espressobønner
3 spsk kakaopulver
1 tsk kanel
lidt æblejuice

Fyld:
250gr frosne hindbær
2 solmodne ferskner
2 modne bananer
1 tsk tørret lavendel
frøene fra 3 kardemomme kapsler, en lille håndfuld steviablade og 1 tsk sukker kværnet i morter.


Alle ingredienser til bund køres i foodprocessor til konsistensen er som en fast dej - jeg foretrækker den lidt crunchy, så stopper inden nødderne er helt kværnede. Massen presses og glattes ned i en form og kommes i fryseren.

Alle ingredienser til fyld køres i foodprocessor til massen er glat og ensartet. Kommes i formen ovenpå bunden. Fryses nogle timer og så er den klar til servering. Her pyntet med steviablade, tørret lavendel og en tallerkensmækker blomst.





tirsdag den 6. august 2013

Grov pesto med krydderurter

Plyndr dit bed for krydderurter - hvis dit er som mit, trænger det til udtyndning, for pladsen er trang efterhånden som væksten er i fuld gang.

Eller køb med arme og ben hos købmanden - alle de krydderurter du har lyst til og bedst kan lide.

Så kan du nemlig lave denne skønne pesto, som med sin grove konsistens er helt anderledes lækker end pesto med sin vanlige fine konsistens.


Jeg brugte ca.:

50g ristede pinjekerner
3 dl olivenolie
150g Pecorino (kunne også være Parmesan)
Saften fra 2 limefrugter (kunne også være citron)
3 små fed hvidløg
1 lille chili
Masser af krydderurter:
basilikum, oregano, persille, timian, rosmarin
Salt

Alt blev hakket groft og blandet med limesaft og olivenolie.
Smag evt. til med salt.
Pestoen kan holde ret længe i køleskabet, hvis den altså når at stå der længe, for der er et utal af muligheder for at få den brugt. Husk at pestoen skal være dækket af olie og du hælder bare på efterhånden, som du har brugt af den.

Kan f.eks bruges til:

Bruschetta, hvor du smører brødet med pestoen og f.eks lægger tomat ovenpå.
Pasta, hvor du vender pestoen i den friskkogte varme pasta.
Salat, hvor du bruger den som dressing.
Sandwich, hvor du smører brødet med pestoen og kommer dit yndlingsfyld i.
Kartoffelsalat, hvor du vender de skønne sager i pestoen.

mandag den 31. december 2012

Godt nytår!


Tag alle minderne om magiske stunder med og lad 2013 blive et helt fantastisk år med masser af lys, varme og kærlighed.


Har fundet mormors kaffestel frem og nyder alle de pragtfulde minder der vælder frem.


Skulle du få lyst til at bage nogle af disse lækre lakrids/tranebær småkager er opskriften her:
250gr sigtet speltmel
1/2 tsk bagepulver
30gr lakridsrodspulver
1 nip tørret chilipulver
65gr tørrede tranebær
190gr saltet koldt smør
250gr rørsukker
1 æg

Sigt de tørre ingredienser i skålen til foodprocessoren. Tilsæt smør i tern og kør massen til smørret er kørt helt ud. Tilsæt sukker og æg og rør igen i kort tid til massen har samlet sig.

Del dejen i pølser med diameter på ca. en 20 kr mønt og læg i fryseren. Når pølserne er hårde skæres de i stykker af ca. 1/2 cm og lægges med mellemrum på bageplader med bagepapir.

Bag ved 180gr varmluft i ca. 8-10 minutter.